Nu har vi lagt CRAA bag os efter en veloverstået weekend. CRAA er et fantastisk arrangement, nok det bedste på hele året for både publikum og sponsorer.

For kørerne er det en spændende og meget udfordrende weekend. Der køres under svære betingelser på en ekstrem svær bane – og det koster dyrt at fejle, idet det er en bybane og dermed er der betonbarrierer og dækvolde i stedet for sandgrav og græsplæne, som på en ”rigtig” racerbane.

Hos NH Motorsport bød weekenden ligeledes på en bil, som vi ikke tidligere har kørt i på denne bane. Så alt i alt spændende, svært og meget udfordrende.

Vores 2 træninger blev brugt til forsigtigt at lære banen at kende og samtidig til at finde farten, selvom en knækket kardan undervejs afbrød den første før tid.

Lørdag formiddag kørte vi tidstagning, som blev kørt med god fart i bilen og vi kom i mål med en hæderlig 14. plads.

Lørdag eftermiddag blev 1.   heat kørt – det skete med en rimelig start uden skader og vi var stadig godt med. På 2. omgang var der desværre lidt for meget understyring i dækchikanen og det endte med en tur i dækkene. Nicolai sagde: ”Jeg kom fint afsted og følte bilen stod godt. Da jeg skulle dreje ind i dækchikanen understyrede bilen desværre voldsomt og jeg kunne ikke komme fri af dækkene”.

Dette uheld gav en knækket forskærm, en temmelig krøllet kofanger og et bukket styretøj. Hermed var der dømt overarbejde til vores fantastiske mekanikere, som knoklede til kl. 23.30 – hvorefter bilen stod klar til at køre 2. heat.

13268227_791905340910828_4170752637682844466_o

Søndag bød på både 2. og 3. heat: Fordi vi udgik af 1. heat startede vi 2. heat bagest i feltet og kom i mål på en 15. plads uden yderligere skader. Et fint heat.

Da starten gik til 3. heat var det for vores vedkommende fra en 18. plads. Desværre blev Nicolai allerede ved starten klemt mellem en anden kører og betonen, hvilket medførte et bukket styretøj og dermed ikke optimale kørevilkår resten af heatet. På trods af dette samt lidt mere puffen og skubben gennemførte vi og sluttede på en 15. plads.

Om søndagen havde vi også besøg af vores største sponsor: Support-IT, som havde inviteret nogle af sine kunder til at komme og hilse på os og heppe på os, når vi var på banen.

Alt i alt en løbsweekend med blandede oplevelser, hvor vi kom igennem uden store skader i svære betingelser og vi er stadig fulde af gå-på-mod.

Tusinde tak til hele teamet i NH Motorsport og til alle vores sponsorer, som hjælper med at gøre dette muligt.

Næste løb skydes igang på Ring Djursland om 1½ uge – nærmere betegnet d. 11.-12. juni. Vi glæder os og håber på at få besøg af nogle af jer.